HJORTSHØJ FESTIVAL ER TILBAGE

Efter 7 års pause er festivalen i gang igen – og vi fejrer de inkluderende fællesskaber, de frivillige kræfter, de grønne handlinger, kunsten og kulturen.
Hjortshøj Festival står for høj kunstnerisk kvalitet og social og økologisk bæredygtighed.

Historien

Hjortshøj Festival organiseres af en fast, frivillig festivalstyregruppe under Landsbyliv. Gruppen udspringer af et initiativ taget i Andelssamfundet i 2012 for at bidrage til kendskab og støtte til Fonden Vimbys byggeri af bofællesskab og værksteder for mennesker med udviklingshandikap i Andelssamfundet i Hjortshøj.

Hjortshøj Festival fungerede i perioden 2012 til 2015 som støttefestival for byggeriet og bidrog i denne periode med et samlet beløb på 250.000 kr til Fonden Vimby. Dette lod sig gøre, fordi de deltagende kunstnere optrådte gratis eller til meget nedsat honorar, fordi de så en værdi i at give denne gave til et lokalområde, der førte deres vision om at skabe et fællesskab med bæredygtige løsninger ud i livet, både på det sociale og det økologiske område.

Se film og billeder fra festivalerne i 2012-15

Visionerne er blevet ført ud i livet

I 2012 flyttede 16 beboere med udviklingshandikap ind og blev Bogruppe 6 midt i Andelssamfundet. Ved en stor indsats fra frivillige og økonomisk hjælp fra fonde har Vimby siden opført et bageri, der fungerer som del af dagtilbuddet, en høker/købmandsbutik og en café. Landsbyliv står bag en frivillig drevet genbrugsbutik, der ligeledes indgår i dagtilbuddet, Vimby Fonden huser et lokalt galleri Galleri Genbyggeren, der er etableret et mobilt hønsehus og der er blevet lavet spor i landskabet – så alle i byen kan gå tur omkring markerne. Dagtilbuddene kan klappe gederne og forundres over hønsene, skoleklasser kan få rundvisninger i landbruget og lave biologiforsøg i søen. Andelssamfundets grøntsagsfællesskab på 1,5 ha er blevet åbnet for lokale medlemmer udenfor AiH. Landsbyliv arrangerer på månedlig basis fællesspisning, Fantastisk Fredag, for hele byen – ofte med kulturelle indslag.

Undervejs er de 16 nye beboere blevet vores gode naboer, der indgår i de frivillige fælleskabsbårne aktiviteter – inklusionen har været en succes.

Ikke blot de inkluderende, men også de øvrige lokale aktiviteter har siden taget fart i Hjortshøj by. Landsbyliv har støttet opførelse af tre store teaterstykker i Byparken, Hjortshøj Beat Club har budt på koncerter, og ikke mindst er byens multihus, Viruphuset, blevet bygget og indviet i efteråret 2021. Også dette hus er blevet til gennem en målrettet frivillig indsats i byen og med Landsbyliv som stifter af den erhvervsdrivende fond Multihus Hjortshøj.

Hjortshøj Festival 2022

Nu – 10 år efter den første Hjortshøj Festival, vælger en delvist fornyet styregruppe at tage initiativet op igen – denne gang for at fejre de inkluderende fællesskaber, de frivillige kræfter og gøre opmærksom på at initiativrige, socialøkologiske fællesskaber som Andelssamfundet kan inspirere andre lokalområder til at påtage sig et socialt, kulturelt og økologisk ansvar.

Hjortshøj Festival er stadig fysisk forankret i AiH – Andelssamfundet stiller festivalplads og fælleshuse til rådighed, Fonden Vimby stiller sine bygninger til rådighed, og det er her de drivende kræfter i festivallens styregruppe har deres daglige gang. Knap 300 frivillige kommer til at bidrage til afviklingen, og på baggrund af vores tidligere erfaringer forventer vi ca. 1000 gæster fordelt over de to festivaldage.

Læs mere:

Landsbyliv i Hjortshøj: landsbyliv.dk
Andelssamfundet i Hjortshøj: andelssamfundet.dk
Fonden Vimby: vimby.dk
Viruphuset: multihushjortshøj.dk